Vinhuset, grundlagt i 1816, begyndte som de første portvinsproducenter i 1979 ”gård-aftapning” (Estate Bottled) direkte fra Douro-dalen. Dette var et brud med den lange tradition hvor portvinsfimaerne skulle blande, lagre og afskibe vinene fra Vila Nova de Gaia.
Portvinens store popularitet verden rundt har betydet stadig højere priser, og det har fået mange små vinbønder til at begynde at producere under eget navn. Så siden 1979 har Infantado fået følgeskab af mange andre.
Huset er eget af familien Roseira, der selv deltager aktivt i firmaet. Bl.a. er det sønnen João, der er ønolog. Stilen hos Quinta do Infantado er meget atypisk. Helt bevidst produceres vinene med mere tørstof og "terroir" end hos flertallet af portvinshusene. Det er João Roseiras mening, at for meget sødme i portvinene skjuler vinens sande karakter og dækker for nuancerne i vinene.
Derfor filtreres vinene også kun ganske let.
Alle druer kommer fra egne marker, alle i klasse "A", og der tilsigtes altid lang modning og sen høst, der resulterer i høj alkohol og tørre vine. Der plukkes stadig per håndkraft og fodtrædes i "lagares". Gæringen foregår forholdsvis længe, igen helt bevidst for ikke gøre vinene alt for søde.
Resultatet er rustikke portvine, der er uhørt stofrige. Prøv blot deres almindelige typer og bliv overrasket over den tyngde vinene har.